Vedtægter
ORGANISATIONENS OPBYGNING
1 Foreningens navn, adresse og medlemskaber.
1.1:
Foreningens navn er Dansk Bordhockey Union (DBHU)
1.2:
Unionens officielle adresse er Dansk Bordhockey Union, Algade 32, 1. sal, 9700 Brønderslev.
1.3:
DBHU er medlem af ITHF (International Table Hockey Federation)
2 Foreningens funktion:
2.1:
At virke for bordhockeyens fremme, herunder arrangere danske mesterskaber i forskellige kategorier, herunder for elitespillere, breddespillere, for hold, for kvinder, juniorer og veteraner.
2.2:
At give betingelser for at danske spillere kan udvikle sig og motivere danske spillere til deltagelse i turneringer i Danmark og i udlandet.
3 Foreningens ledelse:
3.1:
Foreningen ledes af en bestyrelse valgt af generalforsamlingen ud fra de i artikel 3.2 til 3.4 beskrevne stemmeregler.
3.2:
Rettidig indbetalt DBHU Klublicens giver klubben 3 stemmer ved generalforsamlingen.
3.3:
Spillere der ikke er medlem af en klub med en DBHU Klublicens kan tegne en DBHU Spillerlicens som giver 1 (en) stemme ved generalforsamlingen.
3.4
Et hold, der deltog i en eller flere afdelinger af det seneste DBHU DM for hold, har 1 (én) stemme pr. deltagende hold i dette mesterskab.
4 Optagelse af medlemmer:
4.1:
Som medlem kan optages alle bordhockeyklubber, der er interesserede og som har organiseret bordhockeyaktivitet.
4.2:
Hvis bestyrelsen ikke accepterer optagelse kan klubben bringe forslaget frem ved generalforsamlingen, hvorved alle stemmeberettigede skal stemme om forslaget.
4.3:
Bestyrelsen for DBHU bestemmer prisen for kontingenter.
5 Bestyrelsen
5.1:
Formand, viceformand og kasserer danner forretningsudvalget.
5.2:
Efter valget ved generalforsamlingen er et bestyrelsesmedlem valgt i 52 uger.
5.3:
Alle valgte medlemmer har stemmeret.
5.4:
Suppleanten indkaldes hvis den valgte bestyrelse vurderer med stemmeflertal at et af de valgte medlemmer er ude af stand til at varetage sin opgave eller hvis et medlem selv beslutter at forlade bestyrelsen.
5.5:
Bestyrelsen har pligt til at give taleret til alle medlemmer af DBHU.
6: Delegerede:
6.1:
De delegerede ved en generalforsamling er formanden for en klub med betalt kontingent eller en spiller med betalt spillerkontingent.
7 Generalforsamling:
7.1:
Generalforsamling afholdes fra 2. mandag i januar indtil fredagen efter kl. 12.00 pr. mail.
7.2:
Formanden for DBHU indsamler stemmer.
7.3:
Formanden kan bede om at blive fritaget for denne opgave, eller et flertal af de delegerede kan fritage formanden for denne opgave.
Hvis dette sker, skal de delegerede finde en dirigent, som herefter indsamler stemmer.
7.4:
Dagsorden
- Formandens beretning
- Kassereren fremviser revideret regnskab
- Valg af formand
- Valg af viceformand
- Valg af kasserer/referent
- (evt. valg af menige medlemmer)
- Valg af suppleant
- Valg af revisorer
- Indkomne forslag
7.5:
Indkomne forslag skal mailes til formanden senest 10 dage inden startdagen for generalforsamlingen, hvorefter formanden senest 5 dage inden generalforsamlingens start har pligt til at rundsende forslag til de delegerede.
7.6:
Der stemmes pr. mail indenfor det afgivne tidsrum.
7.7:
Alle skal stemme via personlig mail hvis bare en delegeret indgiver dette krav.
7.8:
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af afgivne stemmer.
8 Ekstra Generalforsamling:
8.1:
Ekstra generalforsamling skal indkaldes hvis 50% af de delegerede eller hvis mindst 50% af bestyrelsen indgiver dette krav med skriftlig angivelse af hvilke punkter der skal behandles.
8.2:
Forslag sendes til formanden, hvorefter formanden har pligt til senest 14 dage efter at indkalde til ekstra generalforsamling til afholdelse senest 30 dage efter indsendelsen.
8.3:
Almindeligt flertal vedtager et forslag
Ved stemmelighed er forslaget forkastet.
Reglement for Organisationens opbygning kan dog kun justeres med 2/3 flertal for hver enkelt underpunkt.
9 Regnskabet:
9.1:
Regnskabet starter 1. januar og slutter 31. december.
Kassereren i DBHU har ansvaret for at udarbejde regnskabet.
Revisorerne i DBHU har ansvaret for at revidere regnskabet for at sikre, at normal regnskabspraksis overholdes.
10 Hovedbestyrelsen:
10.1:
Der er direkte valg for hver post i DBHU Hovedbestyrelsen.
10.2:
Kandidater til hver enkelt af posterne kan opstilles indtil generalforsamlingen opstartes klokken 12:00.
10.3:
Kandidater kan opstilles af de delegerede.
10.4:
Alle poster bemandes med valg for 52 uger.
10.5:
Er der forslag om valg til en specifik post for mere end 52 uger, kan dette vedtages ved generalforsamlingen med 50% af stemmerne fra de delegerede.
10.6:
Forlader et bestyrelsesmedlem hovedbestyrelsen indkaldes suppleanten til bestyrelsen.
Bestyrelsen har herved mulighed for internt at omkonstituere sig.
10.7:
Der kan indkaldes til ekstra generalforsamling med nyvalg til bestyrelsen som eneste punkt, hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen, hvis mindst 50% af de delegerede indsender dette forslag pr. mail til DBHU.
11 Bestyrelsesmedlemmernes opgaver og ansvar
11.1:
Formanden tegner organisationen og har udtaleretten og udtalepligten samt ansvaret for et godt og konstruktivt samarbejde med organisationens samarbejdspartnere.
11.2:
Viceformanden er hovedansvarlig hvis formanden er forhindret grundet sygdom eller anden gyldig grund og desuden er viceformanden hovedansvarlig for opdatering af DBHU-spilleregler samt information om dette til danske spillere.
11.3:
Kassereren har hovedansvaret for regnskabet i DBHU samt ansvaret for et klart, tydeligt og gennemsigtigt bogholderi.
11.4:
Forretningsudvalget (FU) varetager den daglige drift af DBHU og dannes af senest valgte formand, viceformand og kasserer.
12 Tegningsret:
12.1:
Dansk Bordhockey Union tegnes af formanden og viceformanden.
12.2:
Ved sygdom, udlandsophold, force majeure og lignende situationer kan en tegningsret ved fuldmagt fra formand eller viceformand videregives til et andet medlem af DBHUs hovedbestyrelse.
13 Regionale afdelinger af DBHU:
13.1:
Regionsbestyrelsen i en DBHU-region har hovedansvaret for afviklingen af regionens mesterskab og administrerer ligeledes i forhold til et regionalt mesterskab.
13.2:
Valgbare til regionsbestyrelser er delegerede bosiddende i regionen.
13.3:
Stemmeret ved valg til regionsbestyrelser har klubber fra regionen med en DBHU Klublicens eller spillere med en DBHU Spillerlicens og en folkeregisteradresse i regionen ved tidspunktet for valg af regionsbestyrelse.
13.4:
En regionsbestyrelse er kun lovligt valgt hvis den indeholder mindst tre personer med folkeregisteradresse indenfor regionen ved tidspunktet for valg.
14 Justering af reglement for organisationens opbygning
14.1:
Justeringen skal vedtages ved en generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
14.2:
Forslag til justeringer skal tilsendes formanden senest 14 dage inden generalforsamlingen eller vedtages ved en ekstra generalforsamling.
15 Foreningens lukning:
15.1:
Foreningen kan lukkes ved en generalforsamling, hvis 2/3 af de afgivne stemmer vedtager dette.
15.2:
Ved lukning fordeles eventuelle midler ligeligt blandt klubber der samtidig med betalt DBHU Klublicens er medlem af et kommunalt foreningsorgan.
REGLEMENT FOR KLUBBER OG TURNERINGER
1 Klubber:
Alle klubber kan søge om optagelse i DBHU og er – medmindre der er tungtvejende årsager til dette, hvilket afgøres af bestyrelsen – sikre på at blive optagede hvis den pågældende klubs bestyrelse udgøres af mindst tre personer samt minimumskrav til vedtægter er opfyldt.
Reglementet skal fremvise, hvem der tegner foreningen, hvordan reglementet justeres, hvordan medlemmer optages, samt hvad der sker hvis foreningen lukkes, og hvor de i klubben likvide midler da anbringes.
2 Klubskifter:
Alle spillere har ret til at bede om optagelse i en klub under DBHU hvis de ikke i forvejen er registreret for en anden klub.
Er en spiller registreret for en anden klub er der mulighed for at skifte klub i juli og januar.
Har man allerede spillet i en afdeling af DM ELITE eller DBHU Grand Prix (DGP) for en specifik klub har klubben dog mulighed for at udelukke spilleren fra deltagelse i samme turneringsserier for en anden klub indtil transfervinduet i juli og januar.
Kun DBHU kan udelukke en spiller, efter anmodning fra en medlemsklub.
3 Turneringerne under DM, DBHU Grand Prix og Dansk Cup
Alle medlemsklubber under DBHU kan arrangere turneringer i serierne DBHU Grand Prix og DM ELITE – herunder DM Ungdom og DBHU Cuppen.
Bestyrelsen skal arbejde for en geografisk fordeling af disse turneringer.
Samtidig skal den geografiske fordeling tage hensyn til antallet af aktive spillere.
Desuden skal der arbejdes for en fornuftig fordeling af turneringerne fra august til juni.
Om muligt skal der minimum placeres et DBHU Grand Prix pr. kvartal.
I anmodning til bestyrelsen om arrangering af DBHU Grand Prix beskrives turneringsform, spillested, spilletidspunkt og andre relevante informationer.
DBHU Bestyrelsen rundsender kalender til medlemmerne pr. mail efter skriftlig anmodning fra et medlem.
REGLEMENT FOR INTERNATIONALE MESTERSKABER
1: Kvalifikation
Spillere kan kvalificere sig til internationale mesterskaber (VM og EM) gennem DBHUs kvalifikationsturnering.
Hovedbestyrelsen kan lade en del af kvalifikationen finde sted gennem DBHU Ranglisten og har desuden mulighed for tildeling af wildcards.
En spiller der er medlem af en klub med DBHU Klublicens eller er indehaver af en DBHU Spillerlicens kan anmode DBHU Hovedbestyrelsen om et wildcard.
Dette skal ske skriftligt senest 15. april klokken 12:00.
Ved anmodningen om tildeling af et wildcard skal der gives en skriftlig begrundelse for hvorfor der anmodes om dette.
2: Deadlines for tilmelding til internationale mesterskaber
Senest 100 dage inden skal spillere endeligt have givet til kende om de deltager i det internationale mesterskab.
3: Forpligtelser under turneringen
Ved deltagelse i internationale mesterskaber deltager alle spillere som del af et hold for Dansk Bordhockey Union.
Spiller man ikke selv kampe assisterer man andre spillere ved at skaffe mad, drikke m.v. hvorved alle spillere kan have optimale betingelser m.h.p. at skaffe Danmark gode resultater.
4. Dress code
Ved internationale mesterskaber spiller man udelukkende i DBHUs officielle spilledragt.
DBHUs officielle spilledragt fordrer en sportslig fairness overfor alle involverede parter, herunder modstandere, dommere, tilskuere, pressefolk og andre grupper.
Usportslig ageren, eksempelvis at tabe kampe med vilje, trusler, indtagelse af forbudte stoffer, alkoholiske drikke, vin og spiritus i en grad der fjerner den sportslige indsats for DBHU vil resultere i en behandling af episoden i DBHUs ordenskomite, som beslutter hvor mange dages udelukkelse spilleren tildeles.
5. Spillesystem
Bortset fra regler for DM ELITE, DM Ungdom, DM Hold, DM Kvinde, DM Veteran samt DBHU Cuppen og DBHU Grand Prix kan ingen klub tvinges til at benytte et specielt spillesystem i sine turneringer.
Med hensyn til regionale mesterskaber er det bestyrelsen for den arrangerende region der beslutter, hvilke spillesystemer der er acceptable.
Er der regionalt ikke enighed om dette kan DBHU Hovedbestyrelsen inddrages.
6. Medierettigheder
Brug af DBHUs navn, logo og andet
DBHU skal godkende al brug af materiale med tilknytning til DBHU, herunder spilledragt, logo m.m.
REGLEMENT FOR UDENLANDSKE SPILLERE MED ADRESSE I DANMARK
Stk. 1:
DBHU arbejder for integration i Danmark.
Flygtninge (med permanent og midlertidig opholdstilladelse) samt andengenerationsindvandrere er at betragte som danskere i forbindelse med DBHUs turneringer.
Stk. 2:
Personer med bopæl i Danmark men uden dansk statsborgerskab kan – med godkendelse fra DBHU – deltage i DBHUs turneringer, herunder mesterskaber.
Stk. 3:
Kun personer med dansk pas og/eller dansk statsborgerskab kan blive udtaget til det danske hold ved et internationalt mesterskab, herunder VM, EM, NM eller OL.
Stk. 4:
Hvis det er muligt, assisterer DBHU med tilmelding for personer, der falder ind under stk.1 eller stk.2, dog kun hvis der ikke allerede eksisterer et nationalt forbund i det land som spillerne kommer fra.
Oprindelige vedtægter er vedtaget januar 2005 med revideringer december 2006, revideret igen februar 2007, november 2007, januar 2013, januar 2014 og juni 2017.