Svensk forstærkning til Eagles

af | maj 26, 2008

Fremad Eagles styrker sig i transfervinduet

Nummer 79 i verden Andreas Andersson
Nummer 81 i verden Martin Arenlind
Nummer 133 i verden Jimmy Eklund
Nummer 395 i verden Dan Engdahl


Andreas Andersson har sine bedste resultater fra Swedish Masters 2008, Berlin Open 2008, Riga Open 2008 og Budapest Open 2008, hvilket siger noget om at det er en spiller der netop i denne sæson har oplevet sit helt store gennembrud, og med den seneste finaleplads i World Tour i Berlin Open 17. maj er der noget der tyder på, at han ikke har toppet endnu.



Martin Arenlind
er – foruden at være kendt som manden der mere end nogen andre ved hjælp af kreeringen af verdensranglisten samler international bordhockey – en spiller der gennem mange sæsoner har haft et stabilt højt niveau.
Martin har ligget i top-100 siden marts 2006 og har for nylig vundet sin første medalje i en World Tour i form af den velfortjente bronzemedalje i Berlin Open 2008.



Jimmy Eklund
er en utrolig flittig og klog bordhockeyspiller.
Hans opstart på seriøs bordhockey minder en hel del om Bjarne Axelsens opstart i en relativ sen alder men han har – ligesom mange svenskere – stiftet bekendtskab med bordhockey som spil/legetøj i ungdomsårene.
Flotte placeringer i Swedish Masters 2008, Slovak Open 2008, Malmö Open 2008 og Riga Open 2008 baner vejen for placeringen som nummer 133 på verdensranglisten, men så sent som i weekenden i Copenhagen Grand Prix 2008 opnåede Jimmy Eklund en flot sølvmedalje med en imponerende sejr i semifinalerne over Rickard Sjöstedt fra Sverige og magtede trods bagud 0-3 i finalen mod Bjarne Axelsen at skabe maximal spænding ved at udligne til 3-3.
Jimmy Eklund har potentiale til at nå i top-100.



Dan Engdahl
har sit bedste resultat til verdensranglisten fra World Tour i Berlin Open 2008 hvor han blev en flot nummer 14.
Han imponerede dog allerede i Hamlet Cup 2007 hvor han vandt bronze efter at have ydet god modstand til de senere finalister Bjarne Axelsen og Andreas Andersson.
Flotte resultater i Oslo Open 2007 og Swedish Masters 2008 danner også rammen bag den habile placering som nummer 395 på verdensranglisten og er ligesom Anette Engel og Michael Toft Nielsen den stærke gardering i Fremad Eagles trup i tilfælde af skader eller andet blandt topspillerne.



Formand Bjarne Axelsen udtaler:
Vi er særdeles glade for og stolte over vores tilgang fra det svenske.
Det er fire stærke spillere som foruden at kunne præstere flotte internationale resultater har den rette ånd til at være i en klub som Fremad Eagles.
De brænder for bordhockey og har noget på hjerte.
Arenlinds projekt World Ranking er det mest samlende internationale bordhockeyprojekt mens Jimmy tager aktivt del i udviklingen af svensk bordhockey ved at sidde i hovedbestyrelsen her.
Andreas Andersson er vel en af de spillere der er gået kraftigst frem i Skandinavien gennem de seneste sæsoner og i Dan Engdahl har vi en spiller der ville kunne gøre sig markant i de danske grand prix-turneringer i Øst-Danmark.
I Fremad Eagles er vi kendt for betingelsesløst at hjælpe og støtte hinanden hvilket Jimmy allerede viste fin forståelse for i weekendens Copenhagen GP hvor han støttede op om Fremad Eagles unge spiller Anders Dodensig og kom med gode råd.
"Vi glæder os til den kommende sæson hvor den første fælles udfordring bliver Øresund Cup den 13. september i København og Oslo Open 27. september i Oslo.