Statement: Dansk Bordhockey i en rivende udvikling

af | jun 16, 2006

Brønderslev, fredag den 16. juni 2006
af Bjarne Axelsen



Sommeren er over os, og dermed også Sommer Cup 2006.

Nogle af landets bordhockeyfanatikere har sat hinanden stævne i Frederikshavn lørdag den 17. juni for at udkæmpe en dyst om tre pokaler til evig ejendom i den åbne klasse (skænket af Nørresundby Bank i Brønderslev) samt tre store medaljer til de tre bedste ungdomsspillere (under 18 år)

I Brønderslev har officiel bordhockey nu eksisteret snart 2½ år med stiftelsen af Fremad Eagles Bordhockey Brønderslev torsdag den 22. januar 2004.

I april måned 2004 blev Dansk Bordhockey Union stiftet.

Jeg kunne ha´ ønsket mig at man – dengang jeg var 9-10 år – havde haft en klub i Brønderslev hvor bordhockeyentusiaster kunne træne og spille lokale turneringer og et landsdækkende forbund hvor man kunne spille om det danske mesterskab. Sådan var det ikke i 80´erne :-)))

Der er sket meget med bordhockey generelt gennem de sidste to år.
ITHF – International Tablehockey Federation – er blevet stiftet i forbindelse med VM 2005 i Riga i Letland – nu med 16 lande som medlemmer og flere er på vej.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde med i Eksekutiv Komitéen og Peter Ørum sidder nu i Legal Committee, som allerede har været i aktion i forbindelse med EM 2006 i Skalica hvor der blev forsøgt mæglet i den lokale bordhockeystrid i Ukraine.

Klubmæssigt er der sket meget i Danmark således vi nu har klubberne Global Ishockey Helsingør, Global Ishockey København, Copenhagen Ice Breakers, Evolution BHK Aalborg, Black Ravens Bordhockey Vejgaard, Vendsyssel Hvide Ulve, Frederikshavn BK og Fremad Eagles Bordhockey Brønderslev som aktive klubber med lokale turneringer.

Det er efter min mening fedt!!!

Jeg har prøvet at spille turneringer hos samtlige disse klubber – iøvrigt stadigvæk som den eneste i Danmark – og det har været sjovt.

På alle niveauer skal vi forsøge at udvikle dansk bordhockey.
Nøgleord i Fremad Eagles er økonomiske samarbejdspartnere, øget medlemstal, besøg på skoler, fritidsklubber, andre idrætsforeninger, medlemskab af kommunalt idrætssamvirke, medlemskab af DGI og senest godkendelse som folkeoplysende forening i Brønderslev Kommune hvorved vi kan få støtte til unge mennesker under 25 år.

For Fremad Eagles er det et mål at sikre at vi – ligesom fodboldklubberne, svømmeklubben m.v. – er en seriøs lokal forening hvor forældre trygt kan sende deres børn hen, og det er heldigvis også den respons vi igen og igen får fra forældre og bedsteforældre – DEJLIGT!!

Omkring dansk turneringsstruktur bakker Fremad Eagles op om den nuværende struktur for DBHU´s danske mesterskaber – dog med den ændring at de seks DM-afdelinger efter vores mening bør slåes sammen med de enkeltstående grand-prix´er da vi tror og håber at det ville kunne lokke flere til turneringerne. Kendetegnende for et dansk grand prix er jo, at der er pokaler til de tre bedste samt en selvstændig ungdomsklasse med uddeling af guld, sølv og bronze.

Geografisk er den eneste retfærdige løsning en ligelig fordeling af DM-afdelingerne mellem de til enhver tid eksisterende regioner i dansk bordhockey.

Det glæder os at se at Black Ravens Bordhockey er kommet med på listen over klubber der arrangerer de sjove grand prix-turneringer idet der jo lørdag den 9. september 2006 afvikles et grand prix i Aalborg.

Det er også glædeligt med det initiativ som Peter Nielsen har taget med indstiftelsen af en vaskeægte bordhockeyfestival i form af Drejeskiven Cup 2006 mandag, tirsdag, onsdag og lørdag i den kommende uge. Flot Peter….

Hermed ønskes alle en god sommer.


Bjarne Axelsen
Formand
Fremad Eagles Bordhockey