Sommerskole – en fantastisk oplevelse…..

af | jun 22, 2005

Fremad Eagles Bordhockey Brønderslev deltog ligesom mange andre af de kommunale foreninger i Brønderslev Kommune i sommerskolen.


Det var en sjov, spændende og selvfølgelig meget bordhockeyrig oplevelse.


Den afsluttende turnering på tredjedagen af skolen blev vundet af Supertalentet Lasse Wedege Penning, der jo er et kendt navn i bordhockeykredse, idet han har vundet utallige pokaler og bl.a. kan skrive ungdomsdanmarksmester 2004 på visitkortet.


At Lasse er et – lad mig sige ørnehoved – foran de andre unge kan ikke komme bag på ret mange med bare det ringeste kendskab til Fremad Eagles, men til gengæld kan fremtidens modstanderklubber godt begynde at glæde sig til navne som Bertram Hellesen, Anders Dudensig, Mathias Leer og Jonas Mouritzen for til trods for deres unge alder på hhv. 10, 10, 7 og 7 år, så gjorde de det rigtig flot.


Hvis de bevarer interessen i spillet kan det blive dem der om 5 år repræsenterer Fremad Eagles ved DM for hold, mens de aldrende og til den tid sikkert gråhårede Peter Ørum, Vagn Kristoffersen og Bjarne Axelsen sidder og brummer lidt ved siden af bordene :-)))


Man kan som afslutning på sommerskolen ligeledes slå fast at navnet Fremad Eagles ved en hård og ihærdig PR-indsats i den grad er slået fast i Brønderslev.