Bjarne Axelsen og Anette Engel deltog lørdag den 20. og søndag den 21. marts 2010 i Moscow Cup 2010, som var en del af ITHF World Tablehockey Tour 2009/2010.
Det blev en af de hårdeste og absolut bedst besatte turneringer der nogensinde er set i international bordhockey.
Langt størstedelen af verdenseliten deltog i turneringen, der endte med yderligere en manifestation af at de tre helt store lande i international bordhockey p.t. er Letland, Rusland og Finland.
Således er bedste svensker på verdensranglisten efter turneringen den tidligere 3-dobbelte verdensmester Hans Österman, der nu ligger som nummer 9.
Finalen gav også en overraskende udvikling, idet den forsvarende dobbelte verdensmester fra VM 2007 og VM 2009 Roni Nuttunen for første gang siden Helsinki Open i efteråret 2008 tabte en play off i en international turnering, idet Atis Silis fra Letland vendte bagud 0-2 og 2-3 til en samlet sejr på 4-3 i kampe i finalen.
Dermed måtte Roni Nuttunen tage til takke med sølvet mens bronzen gik til Edgars Caics fra Letland, der i bronzekampen besejrede Alexei Zakharov fra Rusland.
Ellers bød play off også på en stribe flotte russiske præstationer af den næste generation af unge spillere i form af Dmitriy Saposznikov, Oleg Dmitrichenko og Dmitriy Koshman.
For de to danske spillere blev turneringen ganske tilfredsstillende.
Bjarne Axelsen kvalificerede sig til finalegruppen i Moscow Cup 2010 hvor det blev til sejre over både Roni Nuttunen, Ivan Zakharov, Petr Tmej og Anton Kiselyov samt eksempelvis Alexandra Belavina.
Samlet blev det en 12. plads i finalegruppe A og dermed en samlet placering som nummer 23 i turneringen.
Det gav 911 points til verdensranglisten og dermed en oprykning til en placering som nummer 37.
Anette Engel kvalificerede sig til semifinalegrupperne, hvor det blev en hård fight for at sikre sig nogle points.
Samlet blev det en placering som nummer 89 og nogle gode points til verdensranglisten.