Middelfart Open 2008: Referat

af | feb 17, 2008

Det blev svenske Andreas Andersson der med en sejr på 4-3 i kampe over Bjarne Axelsen sikrede sig sejren i Middelfart Open 2008 i bordhockey.
Andreas Andersson og Bjarne Axelsen havde begge sikkert sikret sig sejrene i semifinalerne med 4-0 i kampe over hhv. Jimmy Eklund og Anette Engel.


Jimmy Eklund vandt bronze med sejr over Anette Engel i den lille finale.


Dan Engdahl fra Sverige blev nummer 5, mens Anders Dodensig, Nico Lyksholm og Michael Toft Nielsen blev nummer 6, 7 og 8.


Tim Tigges, der for nylig vandt Bembel Cup 2008 i Frankfurt, blev overraskende nummer 9 men besejrede Dan Poulsen fra Fremad Eagles i kampen om 9. pladsen.


I kampen om 11. pladsen vandt Mick Poulsen over Mathias Hansen..

Med sejren til Andreas Andersson bliver der sat endnu en rekord for de danske grand prix-turneringer idet det er første gang nogensinde at en dansk level 4-turnering – med stor sandsynlighed – bringer en spiller i top-100 på verdensranglisten.

Der er dog det forbehold at der temmelig sikkert denne weekend har været afholdt en monsterturnering i Rusland – Russian Championship – hvilken kan rykke ved det faktum da disse turneringer sædvanligvis giver mange points til russiske spillere, men sikkert og vist er det at Andreas Andersson – ligesom iøvrigt danske Anette Engel, Anders Dodensig og Nico Lyksholm går frem på verdensranglisten.

Anette Engel ryger for første gang i top-300 med sin flotte 4. plads, som kom hjem efter et veritabelt drama i kvartfinalen mod Dan Engdahl fra Sverige, hvor Anette Engel vandt med 3-2 efter sudden victory i den 7. og afgørende kamp.


Middelfart Open 2008 satte iøvrigt også nye standarder for mediedækning i Danmark idet DR, Fyens Stiftstidende samt Middelfart Lokalradio alle lavede gode reportager fra stævnet.

Fra DBHU og arrangørklubben Fremad Eagles Bordhockey en stor tak til Middelfart Kommune, Østergades Forsamlingshus og de ovennævnte medier for den fornemme hjælp med turneringen.