“Det er sygt!”
Det er Nico Lyksholms umiddelbare kommentar til at han lørdag og søndag i den hårde dobbeltweekend som de sidste to sæsoner har kendetegnet dansk bordhockey omkring nytår sikrede sig ikke bare én sensationel andenplads og dermed sølvmedalje i eliteklassen men faktisk hele to af slagsen.
“Jeg slår Anette to dage i træk i play off; det er bare super nice”, siger Nico Lyksholm.
Nico Lyksholm lægger ikke skjul på at han var nervøs for at møde Anette Engel, da han inden Danish Masters 2008 havde tabt til hende 3 gange i play off men han troede på chancen efter han havde besejret sin hashi-bror Nicolai Dahl Jeppesen i ottendedelsfinalerne.
Da han så at modstanderen i semifinalerne blev enten Michael Toft Nielsen eller Peter Madsen udbrød han spontant under deres interne kamp i kvartfinalerne:
“Hold kæft; så har jeg en chance for at komme i finalen!”
Netop mod Peter Madsen, som var semifinalemodstanderen, viste Nico Lyksholm endnu engang hvor dygtig han er blevet.
Med fornuftigt og varieret spil hjemtog han sejren 4-2 i kampe.
Nico spillede ikke engang op til sit bedste i denne semifinaleserie.
Nico Lyksholm indrømmer at mere træning nok har båret frugt.
“Der er blevet trænet lidt på radioen de sidste par måneder og det har nok hjulpet men ellers synes jeg ikke jeg har trænet helt vildt.
Jeg synes bare det er blevet meget lettere at læse modstandernes spil.
Jeg er ikke rigtig bange for nogen.
Der er mange spillere der ikke har så mange tricks.”
Efter turneringen Nytårs Cup 2009, som iøvrigt bød på pengepræmier i dansk bordhockey, inviterede Nico sin bror Robin og hashi-kammerat Nicolai Dahl Jeppesen på pizza.
Bordhockey.dk har også talt med en anonym kilde der afslører at Nicos mor Anne-Marie er meget stolt af sin søn og iøvrigt afslører at hun elsker ham.