Fridell tæt på semifinalen

af | dec 8, 2008

Lars Fridell var tæt på semifinalerne i Riga Open.

I ottendedelsfinalerne blev det en hård start med nederlag på 0-2 mod Raivis Pukinskis og Tinnitusbanden som tudede som et tågehorn fra en position en halv meter fra spillet hver gang Raivis Pukinskis scorede et mål eller bare blokerede et skud med sin back.

Lars Fridell viste sig dog ganske kold i gerningsøjeblikket og nægtede simpelthen at lade skrighalsen fjerne og bankede derefter Raivis Pukinskis sikkert 4-1 i kampe.

I kvartfinalen gjaldt det endnu en lettisk spiller – nemlig den positive overraskelse Edgars Saulitis.
Lars Fridell var bagud 0-1 og 1-2 i kampe men spillede sig flot op i kamp 4 og 5 som han begge vandt hvorved stillingen ændredes til 3-2 i Lars Fridells favør.


Desværre kiksedes nogle afgørende centerfinter i kamp 6 og 7 hvorved letten kunne hjemtage sejren.



De øvrige Eagles-spillere gjorde det tilfredsstillende.

Bjarne Axelsen fandt noget af spilleglæden tilbage efter den slatne indsats i Helsinki Open og blev 33.


Jimmy Eklund præsterede en fin turnering og sluttede som nummer 36.


Martin Arenlinds slutplacering blev 38.
Martin Arenlind var ikke tilfreds med sin præstation og spillede nogenlunde som Bjarne Axelsen i Helsinki med manglende motivation i de sidste kampe af division A.


Anette Engel sluttede som nummer 69.
I indledende runde var det resultater af svingende værdi der blev leveret men da det gjaldt den hårde kamp om nogle få points til verdensranglisten spillede Anette Engel sig op og med en 3. plads i division 3 sikrede hun sig en tangering af sin 4. bedste turnering på verdensranglisten.

Desuden vandt hun sølv i kvindeklassen.
Kvindeklassen blev afgjort efter placeringer i den åbne konkurrence.
Anette Engel har tidligere på internationalt plan foreslået play off for kvinder, men eftersom dette åbenbart meget revolutionerende forslag ikke vinder indpas hos nogle af verdens store nationer kan man jo lige så godt sikre sig medaljerne gennem den åbne konkurrence hvilket hun så gjorde.



Alt i alt kan Fremad Eagles Bordhockey godt erklære sig tilfreds med turneringen med points til verdensranglisten, en sølvmedalje i kvindeklassen og en kvartfinaleplads til Lars Fridell.

Turneringen blev endnu engang vundet af Atis Silis fra Letland, der i finalen besejrede Ivan Zakharov fra Rusland.
Edgars Caics fra Letland vandt bronze.



ITHF World Tour fortsætter lørdag den 10. januar 2009 i Estland.
Med stor sandsynlighed er der også deltagelse fra Fremad Eagles Bordhockey ved denne lejlighed.
I 2008-versionen af Tallinn Cup deltog hele tre danske spillere – nemlig Bjarne Axelsen (for 3. år i træk), Michael Toft Nielsen (for 2. år i træk) og Peter Madsen (for 1. gang).