Fremad Eagles på vej til Czech Open 2005

af | apr 21, 2005

Fremad Eagles Bordhockey Brønderslev er på vej til sæsonens sidste Euro League turnering Czech Open 2005, der afvikles i den lille by Pribham (okay lille…den er på størrelse med Brønderslev) som er beliggende 60 km. udenfor den tjekkiske hovedstad Prag.


De to deltagere der drager mod øst – uagtet at de sandsynligvis vil blive gennembanket godt og grundigt af hele den østeuropæiske verdenselite – er endnu engang Peter Ørum og Bjarne Axelsen.


Peter Ørum:
Jeg forventer at jeg denne gang vil få det svært men ganske givet vil lære en masse til Berlin Open der afvikles ugen efter, hvor jeg alt andet lige skulle ha´ en chance for at komme over mit tyske syndrom og gå videre til finalespillet.
Jeg håber at komme til at møde vores gode tyske ven Tim Tigges Frostflipper, som jeg efterhånden har fået et godt tag på.


Bjarne Axelsen:
I Helsinki Open og Oslo Open fik vi tæsk. Det kommer vi til at få igen da der bl.a. deltager 70 tjekkiske spillere samt de bedste fra Rusland, Ukraine, Ungarn, Tyskland, Sverige, Østrig, Slovenien og Slovakiet.
Når alt kommer til alt vil vi lære en hel del plus at vi får mulighed for at pleje vores venskab omkring et veldækket tjekkisk bord med billige PIVO til.


Turneringen afvikles lørdag den 23. april fra kl. 9.30 til kl. ca. 20.00.