Fremad Eagles nr. 17 i Champions League

af | sep 24, 2007

En fantastisk weekend for de seks spillere fra Fremad Eagles.

Klubben blev nummer 17 i World Club Championship 2007, der søndag foregik i Oslo, Norge.

Bl.a. besejrede Anette Engel den 3-dobbelte verdensmester individuelt Hans Österman med 5-3 i kampen mod BHK Möllan Rouge.

Mathias Langbak slog David Andersson fra Atletico Göteborg med 3-1.

Bjarne Axelsen besejrede Sandis Kalnins fra Incukalns BHK, Letland med 5-2 og mod samme spiller spillede Michael Toft Nielsen uafgjort 2-2.

Mod norske Shuffle United vandt Bjarne Axelsen alle sine kampe og det samme gentog sig for Bernard Rjavec (Slovenien) mod norske Bizarro City – godt støttet af Michael Toft Nielsen der stod over i denne kamp.

For russiske Peter Mozhaev blev det ikke til sejre for Fremad Eagles i sine 8 svære kampe.



Lørdag gjaldt det Oslo Open 2007, der er en del af World Tour.

Her blev Bjarne Axelsen bedst placerede dansker som nummer 45.
I kvartfinalen i B-slutspillet blev det til samlet sejr mod Tore Sørheim, der vandt den seneste norske grand prix-turnering.
Dramaet gik ud i 7. og altafgørende kamp hvor Bjarne Axelsen vandt 2-1 på en skyffel 8 sekunder før tid – umiddelbart efter at Tore Sørheim 15 sekunder tidligere havde udlignet til 1-1.

I semifinalen i B-slutspillet blev det et nederlag til Mikus Saulitis fra Letland.

Anette Engel vandt kvindefinalen med en usvigelig sikker gevinst mod Anne-Grethe Gangsøy fra Norge på bl.a. 8-0 i den første kamp.
Dermed er Anette Engel vinder af Oslo Open 2007 for kvinder for tredje gang i træk.

Der er håb om at Mathias Langbak – i kraft af sin placering som nummer 80 – kan få points til verdensranglisten.