Bjarne Axelsen har i DM-sæson 2010/2011 igen sikret sig DM-guldet.
Den 25. april 2011 får han derfor overrakt sin DM-pokal nummer 8.
bordhockey.dk har derfor mødt Bjarne Axelsen til en lang og åbenhjertig snak om fortiden, nutiden og fremtiden i nordjysk, dansk og international bordhockey og stillet ham et antal spørgsmål svarende til antallet af DM-guldmedaljer i eliterækken, nemlig 8 stk.
Hvad betyder din 8. DM-titel i elite for dig?
“Den betyder meget. DM har været afviklet på forskellig vis gennem de 8 år der er blevet spillet om DM elite men gennem de seneste år har fællestrækkene alligevel været at de afgørende points skulle sikres gennem gode præstationer i DBHU Grand Prixerne.
For 2. år træk blev DM-guldet sikret allerede i januar måned; denne gang i Danish Open 2011, hvor den 5. ud af 5 turneringer blev vundet hvorefter de maximale 1000 points i DM-stillingen allerede var opnået.
DM er for mig det største i landet og at kunne bevise over en sæson at man er den bedste gør da én utrolig stolt.
I Vendsyssel Masters 2011 kneb det med motivationen men heldigvis fik jeg mulighed for at møde en anden type spiller end jeg er vant til, da jeg skulle møde Peter Madsen fra Sjælland i semifinalen.
Det var en god oplevelse, da han spiller anderledes end nordjyderne, og man må jo erkende at man efterhånden har mødt de bedste nordjyske spillere alt for mange gange.”
Hvordan motiverer man sig efter at have vundet alt i Danmark?
“Det kan også være svært.
Efter at have spillet Swedish Masters 2011 og være blevet nummer 8 ved at besejre Atis Silis fra Letland med 4-0 i kampe i ottendedelsfinalerne kunne man ved den første tirsdagstræning i klubben se man havde hævet tempoet og niveauet men efter en time var man tilbage i det samme spor.
Jeg nyder at møde forskellige gode spillere i rigtige bordhockeykampe, som for mig er kampe med bedst af 7 sæt.
Derfor er det også frustrerende for mig at se store talenter i Danmark stoppe deres karriere bedst som de er ved at være modne til et internationalt gennembrud, som de oven i købet kan få hjælp til at gennemføre gennem økonomisk støtte fra Fremad Eagles til transport og ophold.
Spillere som Mathias Langbak, Nicolai Dahl Jeppesen, Berthram Jellesen, Jan Berggren Jensen og Nico Lyksholm er stortalenter, som jeg meget ofte har savnet i DBHU Grand Prixerne.
De gør spillet mere alsidigt og bibringer andre spillestile end de for mig 3 mest almindelige modstandere – Anders Dodensig, Anette Engel og Michael Toft Nielsen.
Hvor mange DM-guld og Grand Prix skal vindes før du er mæt?
Det ved jeg ikke rigtig.
8 titler i eliterækken er faktisk rigeligt for mig, men jeg glæder mig alligevel til at prøve det nye DM-system i sæson 2011/2012, hvor de 7 deltagere i DM-slutspillet spiller alle mod alle i bedst af 7 sæt.
For mig er der stor forskel på lange dræbende round robins og så en rigtig bordhockeykamp, hvor du skal vinde et vist antal sæt ligesom i tennis eller bordtennis.
Det er desuden mere publikumsvenligt, og det kræver af dig som spiller at du kan flere tricks og er mere alsidig, og så er den kedelige faktor held jo i højere grad elimineret her.
Kan man slå en god teknisk og taktisk modstander i kamp til bedst af 7 sæt, er det beviset på at man selv har et højt taktisk og teknisk niveau.
Af DBHU Grand Prixer har jeg nu vundet 62 og det er rigeligt til at være verdensrekord i antal vundne nationale rankingturneringer.
Har du overvejet af og til ikke at deltage i DBHU Grand Prix?
Ja; det har jeg overvejet rigtig mange gange, og jeg har endda flere gange vendt det med nogle af mine nærmeste rivaler, men enten har de bedt mig om at spille med af forskellige grunde eller også har de nævnt – hvilket jo er rigtigt – at det ikke vil gøre spændingen større, da det så bare er tre andre spillere der er helt og aldeles suveræne og næsten sikre på medaljerne.
Der har dog været flere situationer, hvor jeg har været tæt på, men en medvirkende årsag til at spille er også, at jeg jo netop kæmper for at overtale alle mulige nuværende og tidligere aktive spillere til at deltage hver gang, og så ville det jo være et underligt signal at sende ikke at deltage selv.
Spiller du bordhockey om 10 år?
Ja, det håber jeg da jeg kan, men jeg tror ikke jeg spiller på samme niveau som idag og lige så mange turneringer som nu.
De fedeste turneringer for mig, og det som jeg drømte om lige fra starten af DBHU i 2004 var en landsdækkende holdkonkurrence med 8-10 forskellige hold som mødte hinanden et antal gange i løbet af sæsonen i kampen om Dansk Mesterskab for hold, og en sådan superliga er stadig min største drøm.
Jeg elsker virkelig at spille holdkonkurrence for her har man nogle at dele glæderne og sorgerne med.
Det er der jo meget sjældent i DBHU Grand Prixerne, hvor alle mine nærmeste rivaler jo også er mine bedste klubkammerater, og det er jo naturligt nok sjældent de ønsker at holde stor fest fordi jeg lige har besejret dem.
Jeg har dog meget ofte hygget godt igennem alligevel med specielt Michael Toft Nielsen og Anette Engel efter turneringerne og tidligere havde Peter Ørum og jeg jo nærmest afslutningsfest efter hver turnering året rundt.
I denne sæson kæmper 4 hold om DM-medaljerne for hold, hvilket er fedt, og der er meget spænding om sølv- og bronzemedaljen.
Sådanne turneringer har jeg lyst til at deltage i mange år frem men jeg kan tvivle på jeg kan bibeholde motivationen til at spille alle individuelle turneringer mange år frem.
Hvad er dine internationale mål for fremtiden?
Mit absolutte højdepunkt kom med sejren i Swedish Masters 2011 på 4-0 i kampe mod Atis Silis (Letland) i ottendedelsfinalerne.
Det var surrealistisk fordi han jo er en fantastisk dygtig spiller og som jo som en af de få kan besejre den ellers suveræne verdensmester Roni Nuttunen i bedst af 7, hvilket bl.a. skete i Moskva Cup 2010 i finalen.
Ellers har det været fedt at vinde turneringer i så forskellige lande som USA, Canada, Ungarn, Tyskland, Slovenien, Kroatien og Schweiz samt snuppe medaljer i rankingturneringer i Sverige, Norge, Estland og Slovakiet.
Top 10 er umuligt at nå for en spiller der startede som 29-årig og som nu er 36 år, når man kigger på de unge teenagere fra Rusland, Finland og Letland som øver 2-3 timer eller mere om dagen.
Top 20 er rigtig svær at nå, så mon ikke jeg skal være glad for jeg lige nåede at være nummer 23 på verdensranglisten.
Jeg håber at kunne vinde en international turnering i ny og næ, men lige så vigtigt er det for mig at hjælpe spillere som Anette Engel, Anders Dodensig og Michael Toft Nielsen til internationale succéser, hvis jeg på nogen som helst måde kan bidrage med noget der.
De har været meget dedikerede til sporten og trofaste til træningen.
Jeg håber de får nogle af de samme oplevelser som jeg har haft.
Anette har jo allerede snuppet nationale medaljer i lande som Ungarn, Schweiz og USA, og for Anders og Michael burde det også være muligt.
Det samme gælder Nico Lyksholm, hvis han virkelig besluttede sig for at spille, da han har et flot teknisk niveau og er meget alsidig i sit spil, og så er der jo de unge talenter Emil Algrensen, Lasse Kristensen og Kim Pedersen som sagtens kan nå langt hvis de vælger at ofre den tid der er nødvendig, men mange ting skal gå op i en højere enhed og det kræver også nogle valg og fravalg.
Man når ikke til tops bare ved at drømme om det.
Det kræver viljestyrke, arbejdsomhed og fightervilje.
Hvad er din fedeste internationale turneringssejr?
Det er utroligt vanskeligt at svare på.
Da jeg vandt Swiss Sportmaster Stop 2008 i Schweiz over Vaclav Pikl var jeg utrolig nervøs og spillede krampagtigt men det var til gengæld en enorm lettelse at vinde.
Michael som var med så næsten lige så nervøs ud som jeg selv, da jeg et kort øjeblik så hans blik under min sidste kamp.
I Friesen Cup i Tyskland vandt jeg første gang i 2008.
Det var en fed oplevelse efter at have tabt finalen i 2006 og deltaget siden 2004.
Trofæet i denne turnering er jo desuden legendarisk.
Min første World Tour-gevinst i Las Vegas 2009 var en befrielse og jo vanvittigt at skulle møde Anette Engel i finalen efter vi sluttede 3 og 5 efter finalerunden.
Sejren i Montreal 2009 var virkelig skøn.
Jeg mødte alle mine værste modstandere i play off men klarede den og festede senere med Reggie Stefaniszyn, som jeg slog i kvartfinalen, til langt ud på natten.
World Tourene i Edmonton i West Edmonton Mall var helt unikke.
Turnering i et kæmpe indkøbscenter i provinsen Alberta, hvor der pludselig under slutspillet i 2009 dukker derboende danskere op, som havde set det danske flag, og hvor Justin Bieber lige kom forbi i 2010.
Sejrene i Ungarn i 2008, hvor Anders Dodensig først vågnede op til den 7. og afgørende finalekamp mod Gergely Regula efter at have sovet midt på gulvet af bare udmattelse, og i 2009 hvor Anette Engel vandt bronze, mens jeg besejrede Barnabas Parkanszki i finalen, og Kápolnásnyék 2010, hvor kun en sejr i 7. og afgørende semifinale i forlænget spilletid mod Peter Borsanyi sikrede mig deltagelse i finalen, som jeg så vandt 4-3 i sæt mod Gergely Regula efter at have været bagud 1-3 i sæt, er også turneringer jeg aldrig glemmer.
Måske den største sejr er U.S Open 2009.
Navnet siger jo det hele.
Desuden var tilskuerpladser bygget op på begge sider af bordet bare én meter fra bordet så stemningen var meget intens i finalerne mod den lokale favorit Bernie Kunzler fra Ontario, Canada, som gav mig store problemer.
Netop derfor var Detroit 2010 også fantastisk.
4-0 mod samme Bernie i finalen i en turnering hvor jeg ikke tabte én eneste kamp, og hvor Anders og Anette ved nattetide hjemme i Danmark fulgte kampene direkte på nettet mens de blev spillet.
Det glemmer jeg aldrig.
Guldet i Slovenia Open 2010 med sejr på 4-1 i kampe i finalen mod Kristijan Curkovic med et medlevende slovensk publikum på lægterne var dog meget vigtig for mig, da det var kulminationen på en dag, hvor jeg ellers havde spillet elendigt og nærmest opgivet i middagspausen.
Den sejr gjorde mig rigtig glad.
Jo; der er mange gode ting at tænke tilbage på.
Hvordan er Danmarks chancer ved VM 2011 i Finland?
For det første bliver det jo primært i den individuelle og åbne kategori man ser dansk deltagelse.
Deltagelse med et dansk landshold i holdkonkurrencen har været drøftet i DBHUs bestyrelse og idet flere af de bedste danske spillere har tilkendegivet at de ikke længere ønsker at spille hold, deltager Danmark ikke der.
Det er ærgeligt men selvfølgelig også en konsekvens af at der efterhånden kun er de store nationer tilbage i holdkonkurrencen.
De kan vælge mellem 20-30 topspillere til deres respektive landshold mens Danmark nødvendigvis må stille med 2-3 spillere som sjældent træner ved et bordhockeyspil og derfor er decideret slagtekvæg ved VM og EM.
Det er frustrerende.
Danmarks bedste holdoplevelse var da vi slog Ungarn og Estland i holdkonkurrencen ved VM 2009 i Budapest, Ungarn samt vores sejr mod Tyskland ved EM 2008 i Riga, Letland i kampen om at undgå sidstepladsen.
I den individuelle kategori bliver det utrolig hårdt.
Det største potentiale ligger i Anders Dodensig som vil kunne snuppe mange points og rykke mange pladser frem på verdensranglisten, hvis det kører for ham og han bevarer roen, når de første 10 russere går i gang med 100 meter i centerfinteskydning.
Han skal dog lige undgå at skulle til eksamen først mens VM spilles.
Nico Lyksholm hører til ved et VM men på den anden side skal man jo afsætte tid til at spille turneringer i sit hjemland hvis man vil med til VM.
Anette Engel har ikke trænet meget i denne sæson og som sådan kan man ikke forvente mirakler af hende i kvindeklassen.
Michael Toft Nielsen har nok trænet mere målbevidst end nogensinde i sæson 2010/2011 men på den anden side er veteranklassen jo et sandt overflødighedshorn af storspillere og legender, så det bliver meget hårdt.
VM 2011 er nok for tidligt for Emil Algrensen at gøre international debut men man kan håbe på et stærkt dansk ungdomslandshold med Anders Dodensig, Nico Lyksholm og Emil Algrensen ved EM 2012 som er de to førstnævntes sidste chance for at spille VM eller EM som juniorspillere.
For mit eget vedkommende vil jeg kæmpe til det sidste.
Play Off ville jo være en drøm, men med deltagerfeltet i VM er det jo nok utopisk så mon ikke det optimale mål må være en plads i top 30 som ville betyde det bedste danske VM nogensinde.