DM-guld til Mathias Jacobsen (Referat DM 2014 U25)

af | feb 22, 2014

Mathias Jacobsen snuppede sit 2. ungdomsguld
Anders Dodensig blev ligesom i 2013 besejret i finalen





Mathias Jacobsen vandt lørdag den 22. februar 2014 DM 2014 i U25.
Det var Mathias Jacobsens 2. guldmedalje i ungdomskategorien i de danske mesterskaber i bordhockey, idet Mathias Jacobsen også i 2013 vandt guld i ungdomskategorien.


Det var 11. gang DM for ungdomsspillere blev afholdt, og for sølvmedaljevinderen Anders Dodensig var der med sølvet tale om den 9. medalje ialt.
Anders Dodensig blev som den hidtil eneste dansk mester tre år i træk (2010, 2011, 2012), mens det i 2009, 2013 og 2014 er blevet til sølv.
I 2006, 2007 og 2008 vandt Anders Dodensig bronze.


Se mere statistik her:
http://dbhu.bordhockey.dk/nyhed/nyhed.php?id=1525



Mathias Jacobsen udtalte inden slutspillet:


“Jeg har det skide godt, glæder mig til at spille og føler mig i topform.
Jeg har forberedt mig mentalt hele ugen og taget den med ro.”


En time efter finalen mod Anders Dodensig talte Dansk Bordhockey Unions webredaktion med Mathias Jacobsen igen og fik denne kommentar:

“Vi har fejret den store sejr med en pizza og en cola og så skal der slappes af.
Det var en god finale med en masse spænding synes jeg.
Jeg var presset i nogle situationer men jeg bevarede roen og vendte det om som et våben.
Jeg synes selv det var meget bedre end sidste år.
Denne sejr føles bedre.
Dog havde jeg en blå trøje på, og hvis I kigger tilbage i historien havde jeg også en blå trøje på sidste år.”



Der var masser af spænding i finalen.
Således blev både 1. og 3. sæt vundet af Mathias Jacobsen med 9-8 efter føringer til Anders Dodensig i sæt der skiftede hele tiden.
I 3. sæt havde Anders Dodensig en føring på 5-3 men på to hurtige mål – en Rokade og en Ceulemans – fik Mathias Jacobsen kæmpet sig på 5-5, hvorefter der var skiftende mål og føringer i den resterende del af 3. sæt.


I 4. sæt oparbejdede Mathias Jacobsen en stor føring tidligt i kampen men Anders fik kæmpet sig tilbage på uafgjort.
De sidste tre mål blev dog scoret af Mathias Jacobsen der dermed vandt sættet 9-6 og dermed finalekampen med sætcifrene 3-1.


Bronzekampen i DM 2014 i U25-kategorien blev vundet af Anders Peter Graven Holt, der besejrede Christian Hyldgaard Klæstrup med 9-5.


 


Foto:
Dansk Mester 2014 i U25-kategorien, Mathias Jacobsen





 


Brønderslev
Lørdag den 22. februar 2014