Lasse Penning fra Fremad Eagles Bordhockey Brønderslev vandt 5. afdeling af Nørresundby Bank Ligaen 2005 med sejr i fem knaldhårde finaler over klubkammeraten Bjarne Axelsen med cifrene 2-1 efter forlængelse, 1-3, 1-0 efter forlængelse, 0-1 og 1-0 efter forlængelse.
I den femte og afgørende finale spillede de to spillere 10 minutters forlænget spilletid.
Jan Berggren Jensen fra Frederikshavn BK sikrede sig tredjepladsen ved at besejre Kenneth Nielsen – ligeledes fra Frederikshavn BK – med 5-4, 4-5, 3-2 efter forlængelse og 3-2 efter forlængelse. Også her var der total spænding i samtlige fire kampe.
Peter Ørum fra Fremad Eagles blev nummer 5 ved at slå Vagn Kristoffersen ligeledes fra Fremad Eagles med 3-4 efter forlængelse, 7-4, 1-3, 2-1 og 4-2 i fem virkelig hårde kampe.
I semifinalerne havde Bjarne Axelsen besejret Kenneth Nielsen, mens Lasse Penning vandt over Jan Berggren Jensen.
Det betyder at Bjarne Axelsen er Dansk Mester 2005 i den åbne klasse i kraft af sammenlagt 173 points. Peter Ørum har 128 points, Lasse Penning har 121 points, mens Jan Berggren Jensen har 111 points. Mellem disse spillere skal sølv- og bronzemedaljerne fordeles. I 6. og sidste afdeling kan vinderen maximalt opnå 43 points, hvorved guldet er hjemme for andet år i træk til Bjarne Axelsen.
I Dansk Cup 2005 – den danske pokalturnering – blev det til sejr til Jan Berggren Jensen der i finalen slog Bjarne Axelsen med 5-4 efter forlængelse. Her spillede Jan Berggren Jensen virkelig pragtfuld bordhockey og demonstrerede at han er Danmarks nye stortalent.
Her er det dog også afgjort at Bjarne Axelsen fra Fremad Eagles bliver den samlede vinder idet han har 113 points, mens Peter Ørum har 82, Jan Berggren Jensen har 79, mens Jørgen Jensen fra Frederikshavn BK har 60 points. En vinder kan her maximalt opnå 25 points i sidste turnering, så sejren er sikret til Fremad Eagles.
Der skal ikke festes endnu. Meget er åbent omkring sølv- og bronzemedaljerne, så vi udskyder den store fest til efter 6. og sidste afdeling af Nørresundby Bank Ligaen 2005 den kommende lørdag i Frederikshavn, udtaler spillerne fra Fremad Eagles samstemmende.
I kampen om DM for ungdom 2005 fører Lasse Penning fra Fremad Eagles med 121 points foran Jan Berggren Jensen med 111 points. Mathias Langbak er nummer 3 med 73 points.