Dansk succes i Kroatien

af | jul 2, 2007

Bjarne Axelsen blev samlet vinder af European Challenge Tour 2006/2007, der er et samarbejde mellem 7 mindre bordhockeynationer med sejr i kampen om bronzemedaljen over kroatiske Kristijan Curkovic i Croatian Summer Cup 2007.


Jari Sahlgren fra Finland vandt Croatian Summer Cup 2007 med en sejr over Bjarne Axelsen fra Fremad Eagles Bordhockey i semifinalen med 1-0 efter sudden victory i den femte og sidste kamp (der blev her spillet bedst af 5 kampe) og en sejr over Nejc Skrlep fra Slovenien med 3-1 i kampe i finalen.

Jari Sahlgren levede dermed op til favoritrollen i turneringen der havde deltagelse fra Ungarn, Finland, Slovenien, Danmark og Kroatien.


Kampen om bronzemedaljerne udviklede sig ligesom Bjarne Axelsens semifinale mod Jari Zahlgren til et drama.
Modstanderen om bronzen var Kristijan Curkovic der jo besejrede Bjarne Axelsen i finalen i Challenge Tour i Frankfurt i Tyskland – Bembel Cup 2007 – og det lignede i den grad desuden en sejr til Kristijan Curkovic her idet han sikkert vandt kamp 1 med 5-2, hvorefter han bragte sig foran med 2-0 i kampe ved at vinde kamp 2 med 3-2 efter sudden victory.
Derefter vendte billedet.
Med en Maltzev der aldrig er set bedre samt centerfinter i forskellige varianter og skyffel samt centrifuge blev kamp 3, 4 og 5 vundet og demed var bronzen hjemme.

Anette Engel fra Fremad Eagles deltog i kvindeklassen og eliteklassen.
I eliteklassen blev det til en placering som nummer 14 med sejr i play off over Armin Camdžic fra Slovenien med 3-1 i kampe trods meget opbakning fra mange slovenske spillere til det unge slovenske talent.

Derefter var Mate Zsabo fra Ungarn trods alt for stor en mundfuld i kampen om 13. pladsen.

Kvindeklassen blev sikkert vundet foran Jana Berlec fra Slovenien og Eniko Karpati fra Ungarn.
Anette var ganske enkelt for vanskelig for disse spillere.

Turneringen var virkelig velorganiseret af kroaterne herunder specielt Marko og Kristijan Curkovic, der havde lavet et uforligneligt stykke forberedende arbejde.

Det kostede 20 kroner at deltage i turneringen og for disse penge fik man gratis kage og drikkevarer samt deltagelse i en international turnering med et virkelig godt felt.

Desuden gratis banket bagefter med mad og drikke.

Imponerende!