Danmarks første bordhockeyturnering

af | feb 3, 2004

Så løber Danmarks første bordhockeyturnering nogensinde af stablen.


Det sker søndag den 8. februar fra kl. 15.30 til 18.30 på adressen Niels Bohrs Plads 2 i Brønderslev.


Det er klubben Fremad Eagles Bordhockey Brønderslev, der arrangerer turneringen 101.2 FM Grand Prix, som er den første af en række grand prix-turneringer for interesserede bordhockeyspillere.


“Fredag den 23. januar startede vi klubben Fremad Eagles op, og siden da har vi fået meget positiv respons fra både ind- og udland. Bordhockey findes allerede i 19 lande verden over og med stiftelsen af Fremad Eagles er Danmark blevet land nr. 20 på bordhockeyverdenskortet”, udtaler Bjarne Axelsen der er formand for Fremad Eagles.


“Det er vores klare intention at udbrede kendskabet til denne idrætsgren, hvori der både findes VM, Europa Cup, Nordiske Mesterskaber og en lang række regionale mesterskaber i mange lande”, udtaler Peter Ørum der er næstformand i foreningen.


“Foreløbig er vi startet helt fra bunden med 0 kroner på kontoen, men vi håber at et par sponsorer vil bakke vores idé op, da det er et absolut must for vores forening aldrig nogensinde at få underskud”, udtaler kasserer i Fremad Eagles Lars Leen.


“Jeg har selv spillet bordhockey, da jeg var yngre og er faktisk ret god til det, så for mig er det stort at Brønderslev er byen bag landets første klub”, udtaler Jess Philipsen der er suppleant til bestyrelsen for Fremad Eagles og allerede har udråbt sig selv til favorit ved weekendens turnering.


“Weekendens turnering er åben for alle interesserede, som kan få at se hvad bordhockey er, og de er også særdeles velkomne til at spille med”, siger Bjarne Axelsen.


“Udover grand prix-turneringen, som vi vil afvikle en afdeling af hver måned, arbejder vi på at starte en bordhockeyliga. Den samlede vinder af bordhockeyligaen vil så i december måned kunne kåres som dansk mester i bordhockey 2004”, siger Bjarne Axelsen.


“Hvad angår bordhockeyligaen ville det også være fantastisk hvis en sponsor meldte sig, da vi så ville kunne sprede konkurrencerne ud over hele landet”, siger kasserer Lars Leen. “Fremad Eagles er landets første klub, og vi går efter at skabe resultater men det koster at rejse landet rundt”, siger han. “Hos os får man meget reklame for få penge i form af navnet på bordhockeyligaen, reklame på vores hjemmeside www.bordhockey.tk samt radiospots og logo på samtlige pressemeddelelser, så vi håber en lokal virksomhed er med på idéen”, siger Lars Leen.