Bjarne A. i solskinsblackout

af | aug 12, 2007

Solen skinnede fra en skyfri himmel da vores nye østjydske bordhockeyvenner fra Grenå stillede op til bordhockey mod en samling familie, venner og bekendte fra Nordjylland der krydrede en tur i Djurs Sommerland med en hurtig bordhockeyturnering.


Om det var heden der overmandede ørnen endnu engang skal vi her på bordhockey.dk lade være usagt men et faktum er det at Eagles flagskib i lighed med tennisverdenens ditto Roger Federer er vigende i form i øjeblikket før den nye sæson.
En tendens der har været tydelig efter det lykkedes Ørnen fra Brønderslev at hjemføre det trofæ som han vist har ønsket sig i nogle år – Hamlet Cup (dog har han vist ikke fået trofæet endnu; Petter Bengtsson der vandt i 2006 ruger over det)


Mads Jørgensen benyttede sig af chancen og vandt finalen i cupturneringen med 3-2.

Bjarne Axelsen udtaler:
“Skandaløs ukoncentreret indsats; Mads klarede solen, bierne og myggene bedre end jeg; ligesom min tyske kollega Jürgen Riese fra Frankfurt er det åbenbart ikke lige mig at spille udendørs; i Schweiz gik det også galt med solstik og en mangeartet fauna af flyvende væsner”


Bjarne Axelsen slog i semifinalen Ken Schwartz sikkert 4-0 og viste at formanden trods alt er i bedre form end klubchefen.
I semien måtte Anette Engel strække våben mod Mads Jørgensen der med en skyffel og et selvmål fra Anette vandt 2-1, det sidste mål scoret 12 sekunder før tid.


De nye spillere fra Grenå havde en hård dag og indrømmede at der var lang vej til stjernerne idet de alle sluttede fra plads 11 til 16 (på de 6 sidste pladser)

Vi håber de trods alt har mod på at arbejde videre i den midtjydske region.


 


Søndag den 12. august 2007
Henrik Østerby