7. fightnight i Frederikshavn

af | nov 11, 2004

Claus Riis fik sit afgørende gennembrud overfor sine klubkammerater i Frederikshavn Bordhockey Klub, da 7. og dermed næstsidste afdeling af Frederikshavnermesterskabet 2004 blev afviklet onsdag aften på adressen Skolegade 6 i Frederikshavn.


Claus Riis mest imponerende præstation var en flot og særdeles disciplineret indsats mod Kenneth Nielsen hvor Claus Riis vandt med 1-0. Michael Berggren Jensen blev også besejret med 1-0 og desuden blev det til vigtige sejre mod Palle Zinn på 4-0, Bjarne Sørensen på 4-2 og uafgjort 2-2 mod Jørgen Jensen.


Det flotte spil rakte til en placering som nummer 5 for Claus Riis men værd at bemærke foran Kenneth Nielsen, der blev nummer to i 6. afdeling.


Turneringen blev for 6. gang ud af 7 mulige vundet af Bjarne Axelsen, der slog Kenneth Nielsen 4-2, spillede 1-1 mod Peter Ørum og slog Carsten Nielsen med 8-2 i nøglekampene men dog måtte nøjes med 3-3 mod Jørgen Jensen, der kom fremragende tilbage efter bagud 3-1.


På andenpladsen kom Peter Ørum foran Jørgen Jensen, der også havde en rigtig god aften men dog tabte 4-6 til Peter Ørum til trods for en normalt sikker føring på 3-0 efter et minut.


Nummer 4 til 11 blev Carsten Nielsen, Claus Riis, Kenneth Nielsen, Jan Berggren Jensen, Michael Berggren Jensen, Palle Zinn, Rene Christensen og Bjarne Sørensen. Sidste afdeling afvikles på onsdag den 17. november kl. 18.30 i Skolegade 6 i Frederikshavn.


I den samlede stilling fører Bjarne Axelsen med 170 points foran Carsten Nielsen med 120, mens Peter Ørum, Jørgen Jensen og Kenneth Nielsen har hhv. 117, 108 og 106 points før fratrækningen af de to dårligste turneringer hos hver spiller.


Maximalt kan en spiller altså opnå points fra 6 turneringer.