Axelsen på vej mod nye mål

af | jun 25, 2009

Torsdag den 25. juni 2009
af Michael Jensen, bordhockey.dk



For nogle uger siden blev det offentliggjort at Michael Toft Nielsen blev sportschef for den nye guldsatsning BHK Lokomotiv.


Tirsdag slap nyheden så ud at Bjarne Axelsen, der er 6-dobbelt dansk mester for hold (2004 – 2009) stiller op for BHK Lokomotiv som holdkaptajn i DM for hold sæson 2009/2010.

bordhockey.dk har sat Bjarne Axelsen stævne til en af de sjældne snakke på egen bopæl om hvorfor han har sagt ja.



Hvorfor vælger du at stille op for BHK Lokomotiv i DM for hold?


For det første er det et spændende projekt som Steen og Michael har stablet på benene. Jeg har selv i 6 år stået med ansvaret for at tilvælge og fravælge spillere til de hold Fremad Eagles har stillet op med til DM for hold og man må jo dertil sige at projektet er lykkedes så langt at det er blevet til guld 6 år i træk.


Det første guld i 2004 var selvfølgelig unikt da vi alle på holdet var nervøse for om vi kunne slå et godt hold fra Frederikshavn BK med Jørgen Jensen, Jan Berggren Jensen samt brødrene Kenneth og Carsten Nielsen i finalerne.
Året efter gentog kunststykket sig – endda stort set uden min medvirken idet Ørum, Langbak, Tim Tigges og Michael Toft spillede storartet mod et frederikshavnerhold der ingen udskiftere havde.


I 2006 var der gulddebut til Anette (Engel red.) og Jan Berggren mod et forstærket Evolutionhold i finalerne mens det i 2007 var en formsag at slå vores eget andethold i Hadsten.


I 2008 og 2009 gentog opgørerne mod vores eget andethold sig hvilket gjorde jubelen bagefter til en vanskelig proces, da dem man netop havde slået var førstereserverne fra vores egen store klub.
Specielt Nicolai Dahl Jeppesen gjorde det fremragende i 2009 for moderklubben mod eliteoverbygningen Torpedo Ducks.


Jeg har måske savnet at kunne overdrage holdudtagelsen til andre og bare – i anførselstegn – være spillende holdkaptajn, som tilfældet bliver i BHK Lokomotiv, idet det er Michael (Toft Nielsen red.) der står for holdudtagelsen.

Jeg har dog udbedt mig at der ved holdudtagelsen bliver skelet til hvem der i Nordjylland gør en aktiv indsats for at dygtiggøre sig, og her er det selvfølgelig en fordel at Michael deltager i træningen i Fremad Eagles.


Desuden er det min opgave – ud fra den spillertrup Michael udtager – at sætte holdet på selve dagen, så lidt indflydelse har jeg da endnu.


Desuden er det af afgørende betydning for mig at Anette også stiller op for BHK Lokomotiv.



Hvordan er dit valg blevet modtaget i din egen klub?


Det ved jeg dårligt nok da det hele er så nyt og p.g.a. ungdommelig travlhed var det ikke alle der blev behørigt orienteret til træningen i Fremad Eagles hvilket ærgrer mig men omvendt er det jo Michaels ansvar at udtage holdet, og så vidt jeg ved er alle inde i billedet til at spille med for BHK Lokomotiv hvis man vel at mærke lever op til de værdier holdet har udstukket.


Jeg ved dog at Anette (Engel red.) og Anders (Dodensig red.) har taget godt imod nyheden men de var også nogle af dem der fik den grundige orientering fra Michael tirsdag aften.



Hvilke værdier er gældende i BHK Lokomotiv?


Noget af det Michael gjorde meget ud af var, at man skulle ofre sig for holdet.

Det er jo en kendt sag at det ofte er de samme spillere der mødes igen og igen når det virkelig gælder afslutningen på de danske turneringer – både DBHU Cuppen, DM for hold, DM ELITE og DM Ungdom – og her nytter det ikke noget, at man sparer sig i holdkampene af hensyn til eksempelvis ungdomsturneringen senere på dagen.

Det var sådant set det Michael lagde mest vægt på i sin gennemgang af værdigrundlaget, men også at man støtter hinanden under holdkampene.


Jeg har jo selv prædiket for at danskerne vågnede op af deres søvn og råbte lidt mere under holdkampene i stedet for at stå og smile til modstanderen når de laver mål, og bortset fra Anette – der har haft det at vise følelser som en naturlig del af sit spil fra starten – har det været ganske vanskeligt at gøre folk det begribeligt at det altså er nødvendigt.


Så sent som til VM 2009 diskuterede vi igen dette, og sejren over Ungarn med Nico, Nicolai, Anders, Anette og jeg på holdet viser jo, at vi i Danmark godt kan, hvis vi gider engagere os 100 % i opgaven.


Jeg er også enig med Michael i, at en dygtig individuel spiller ikke nødvendigvis er en dygtig holdspiller, hvis vedkommende ikke gider engagere sig i opgaven men først og fremmest tænker på sine egne turneringer.
En god holdspiller skal også være der for sine holdkammerater og bakke dem op selvom vedkommende ikke selv er på holdet.
Det er en del af det værdigrundlag som Michael Toft Nielsen præsenterede, og det er jo lige præcis det jeg altid har råbt op om.


 


Forventer du BHK Lokomotiv vinder DM-guld?


Som udgangspunkt forventer jeg aldrig noget.

Jeg håber og arbejder så ellers målbevidst frem mod målet, som selvfølgelig er en DM-guldmedalje, men – heldigvis da – er sæsonen lang, og intet afgøres på første eller sidste spilledag.
Det er det lange seje træk der afgør placeringen af DM-guldet, og jeg tror på vi kan gøre det.


Det afhænger dog af spillernes indstilling.


Jeg håber sportschefen vil være opmærksom på at sætte det stærkeste hold hver gang, således det altid vil være de øjeblikkeligt stærkeste holdspillere, der udgør truppen.


Det er nogle gange både et tilvalg og fravalg – og bestemt ikke en let proces – men lykkes vores team med den udfordring så tror jeg vi vinder.



Nedenfor Bjarne Axelsen i Lokomotivs spilletrøje foran pokalhylden.
I hånden DM-pokalen for hold 2005, der residerer hos Bjarne Axelsen.

DM-pokalen 2004 er hos Peter Ørum.
DM-pokalen 2006 er hos Mathias Langbak.


Efter 2006 blev der iøvrigt udelukkende uddelt DM-medaljer.