For anden gang nogensinde vandt Anette Engel en afdeling af Torslev Super Sunday.
Første gang var jo i december 2007 hvor Bo Krause blev slået i finalen og det samme kunststykke gentog Anette denne gang.
I semifinalen blev det til sejr over Kim Damgaard mens Mike Dahl blev besejret i kvartfinalerne.
“Det var godt med lidt træning inden Swiss Open”, udtalte Anette pr. telefon til bordhockey.dk efter turneringen der efter sigende skulle have været særdeles velorganiseret endnu engang af Steen Sundbro og Co.
Steen Sundbro blev iøvrigt nummer 6 efter et ærgeligt nederlag i tredje kamp forlænget spilletid i kvartfinalerne til Jess Bisgaard fra Evolution BHK, der endnu engang kun stillede til start med én mand.
Ialt 24 spillere deltog lige fra nummer 299 i verden (Anette Engel) til den helt nye Per Andersen der sluttede 24 og sidst.
Per Andersen er klubløs men efter sigende skulle Kim Damgaard og Co. i Scissor Steelers have snøren ude efter ham.
Turneringen blev afviklet med en indledende Round Robin og derefter A-play off for de 8 bedste, mens nummer 9-12 spillede B-play off, nummer 13-16 C-play off o.s.v.
Hele 9 af de 24 deltagende spillere var kvinder.
Birthe Christensen udtalte efter hun undgik sidstepladsen:
Miraklernes tid er ikke forbi!” 🙂