Lasse Sørensen vandt 4. afdeling af DM

af | maj 14, 2004



Lasse Sørensen havde tidligere prøvet at tabe i finalen men denne gang lykkedes det at holde hele vejen hjem. Lasse Sørensen, der i den indledende runde sluttede på en 6. plads, spillede rigtig godt i knald-eller-fald kampene i 4. afdeling af det danske mesterskab i bordhockey.



I kvartfinalen blev vinderen af 3. afdeling Kenneth Nielsen besejret med 4-3 efter forlænget spilletid og i semifinalen vandt Lasse Sørensen med 3-2 over Bjarne Axelsen, der vandt 2. afdeling af DM. I finalen blev Carsten Nielsen besejret, hvilket betød at Carsten Nielsen for anden gang i træk måtte inkassere et nederlag i en finale.



Turneringen var dog på mange måder en underlig turnering.
Peter Ørum der vandt 10 af sine 11 indledende kampe og kun tabte til Bjarne Axelsen måtte i kvartfinalen, hvor han var storfavorit mod Morten Gramkow, inkassere et højst overraskende nederlag på 1-2 hvilket han da bestemt heller ikke var tilfreds med. Havde Peter Ørum slået Morten Gramkow ville han med sit spil være en værdig udfordrer til at vinde turneringen.



Efter denne 4. afdeling af DM fører Lasse Sørensen med 75 points mens Bjarne Axelsen som nr. 2 har 73 points. Derefter følger Kenneth Nielsen med 65, Peter Ørum med 59, Carsten Nielsen med 58 og Vagn Kristoffersen med 54 points.
Næste afdeling af DM er søndag den 6. juni.



Desuden afviklede Fremad Eagles 5. afdeling af Action House Cup 2004.
Det blev en finale mellem Lasse Sørensen og Vagn Kristoffersen, hvor førstnævnte vandt med 2-1 efter forlænget spilletid, hvorved Vagn Kristoffersen gik glip af sin første turneringssejr nogensinde.
Samlet fører Bjarne Axelsen cuppen med 102 points foran Peter Ørum med 70 og Lasse Sørensen med 69 points.



Allerede den kommende weekend er der dog igen bordhockeyturnering.
Det gælder 11. og sidste afdeling af det nordjyske mesterskab. De 10 hidtidige turneringer er blevet delt mellem Peter Ørum og Bjarne Axelsen, der har vundet hhv. 2 og 8 afdelinger af det nordjyske mesterskab. Bjarne Axelsen har før sidste afdeling 238 points, mens Peter Ørum har 181. Den største kamp er der om tredjepladsen mellem Lasse Sørensen og Mathias Langbak der har hhv. 155 og 153 points før sidste afdeling af NM.